Bæredygtig kommune i udvikling
Det er Fredensborg Kommunes vision at være en bæredygtig kommune i udvikling. Kommunen arbejder i den fysiske planlægning med helhedsorienterede løsninger, der skaber gode rammer for udvikling og for at opnå en rigere natur, et renere miljø og forebygge og forhindre klimaforandringer.
For at understøtte en bæredygtig udvikling har kommunen fokus på at udbygge og fortætte de eksisterende bysamfund frem for at udbygge de bare marker. Tilgangen skal sikre, at kommunen på samme tid styrker bylivet, understøtter bæredygtige livsformer og giver plads til sammenhængende naturområder og klimatiltag.
Byudviklingen sker med udgangspunkt i de enkelte byområders særkender og bæredygtighedspotentialer, så byerne udvikles miljø- og klimamæssigt bæredygtigt, uden det underminerer samspillet med social bæredygtighed, økonomi, arkitektur og kulturarv.
Kommunen har tilsluttet sig det tværkommunale klimasamarbejde DK2020 og har forpligtet sig til at efterleve Parisaftalens målsætninger. Klimamålene, der beskrives i kommunens DK2020-klimaplan, er centrale pejlemærker i den fysiske planlægning – både i forhold til at reducere udledningerne af drivhusgasser og sikre kommunen mod oversvømmelser og øvrige konsekvenser af klimaforandringerne.
Visionerne på enkeltområder
Vi vil fastholde en positiv men afbalanceret befolkningsudvikling gennem en moderat tilvækst af boliger, der henvender sig til forskellige målgrupper gennem variation i boligtype og boform. Særligt skal vi have fokus på udvikling af boliger, til en stigende gruppe seniorer og singler.
Vi vil understøtte en klimavenlig livsstil og en bæredygtig udvikling af vores bysamfund ved primært at byudvikle gennem omdannelse og fortætning, særligt i stationsnære områder. Når vi fortætter vores byer, vil vi arbejde for, at mere byggeri bevares og omdannes. Samtidig vil vi sikre mere bynatur og biodiversitet i byudviklingen.
PLANPRINCIPPER | ||
Vi vil planlægge fysiske rammer for en klimavenlig livsstil | Vi vil sikre et bredt og afbalanceret boligudbud | Vi vil byudvikle gennem fortætning og cirkulære principper |
Når vi udvikler og fortætter byområder, skal vi have fokus på at fremme bæredygtig mobilitet og i særdeleshed koblingen til vores kollektive trafikknudepunkter.
Vi vil sikre et finmasket og sammenhængende stinetværk, som forbinder både nye og eksisterende boligområder med byens øvrige funktioner. Ligesom det skal være nemt og sikkert at komme rundt i kommunen og til knudepunkter i regionen på cykel. Vi vil styrke adgangen til det åbne land og synligheden omkring vores rekreative stier, så borgere og besøgende har god adgang til oplevelser, motion og rekreativ udfoldelse i landområdet. Vi vil understøtte udviklingen af grøn biltrafik ved udbygning af vores ladeinfrastruktur og ved at fremme delebilsordninger.
PLANPRINCIPPER | ||
Vi vil sikre et sammenhængende net af gang- og cykelstier | Vi vil skabe bedre rammer for el- og delebiler samt kollektiv transport | Vi vil styrke adgangen til det åbne land |
Vi vil fastholde og fortætte eksisterende erhvervsområder og samtidig give plads til udvikling og udvidelse af vores erhvervsområder. Vi vil understøtte det etablerede erhvervsliv og sikre gode rammer for et nyt spirende erhverv med rene og højteknologiske virksomheder og virksomheder med fokus på grøn omstilling. Vi vil understøtte udviklingen af naturturisme gennem forbedrede cykel- og, vandremuligheder, styrket promovering og naturovernatningsmuligheder.
PLANPRINCIPPER | ||
Vi vil fastholde og udvikle eksisterende erhvervsområder | Vi vil understøtte erhvervsudviklingen og fremme klimavenligt erhverv | Vi vil fremme kultur- og naturturisme |
Gennem dialog med landbrugserhvervet vil vi understøtte grøn omstilling og reduktion af klimagasudledning. Vi vil øge optaget af klimagasser ved at understøtte omlægning af lavbundsjorde og rejsning af skov. Vi vil sikre, at det sker således, at vi bevarer vores karakterstærke landskaber, skaber sammenhænge mellem vores naturområder, styrker biodiversiteten og opnår et renere vandmiljø. Erhvervets udviklingsmuligheder skal indgå i interesseafvejningen.
PLANPRINCIPPER | ||
Vi vil øge biodiversiteten og sammenhængen mellem vores naturområder | Vi vil øge optag og lagring af klimagasser i det åbne land | Vi vil understøtte reduktion af klimagasser fra landbruget |
Vi vil opstille solceller, solfangere og vindmøller i videst forsvarligt omfang. Det skal sikres, at de placeres hensigtsmæssigt, ved at vi først og fremmest afsøger placeringer i bysamfund og bebyggede miljøer, dernæst i det åbne land. Vi ønsker at påvirke natur- og landbrugsområder så lidt som muligt ved opsætning af grønne energianlæg.
PLANPRINCIPPER | ||
Vi vil sikre plads til lokal produktion af grøn varme | Vi vil prioritere og fremme solceller i det bebyggede miljø | Vi vil placere VE-anlæg bedst muligt i forhold til natur, landskab og naboer |