---
title: "Digital infrastruktur"
date: "2026-02-17"
created: "2025-02-05"
---

[Hjem](https://kommuneplan2025.dk/)

                    [Retningslinjer](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer)

                    [Tekniske anlæg](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer/tekniske-anlaeg)

                [Digital infrastruktur](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer/tekniske-anlaeg/digital-infrastruktur)

# Digital infrastruktur

Fredensborg Kommune har generelt en
veludbygget digital infrastruktur, men der er fortsat områder, hvor borgere og
virksomheder ikke har adgang til de bredbåndshastigheder og den mobildækning
der ønskes. Endvidere skal kapaciteten i mobilnettene forbedres for at
tilgodese fremtidens behov for mobildata. Der stilles derfor krav til, at den
kommunale planlægning skal tilgodese udbygningen af landets digitale
infrastruktur.

For at opnå god, stabil og
tilstrækkelig mobildækning, er det en nødvendig forudsætning, at der opsættes
mobilmaster med antenner og at der etableres teknikhuse med teknisk udstyr.
Samtidig skal der tages hensyn til landskabsværdier, naturværdier og
kulturhistoriske værdier mv.

## Læs mere

###

                                    Mobilmaster og -antenner

Eksisterende
mobilmaster og antenner fremgår af retningslinjekortet.

1. Ved udarbejdelse af nye
lokalplaner skal der tages stilling til, om lokalplanerne kan tilgodese
forbedringer af den digitale infrastruktur ved at muliggøre opstilling af
mobilmaster og -antenner samt nødvendige teknikhuse mv.

###

                                    Planlægningszonen

Planlægningszonen fremgår af retningslinjekortet.

1. I planlægningszonen kan der opstilles mobilantennemaster, under forudsætning af at mobilmasten og -antennen ikke forringer oplevelsen og tilstanden af natur-, kultur og landskabsværdier samt væsentlige bymiljøer og arkitektur. Tilladelse til opstilling af mobilmaster og -antenner vil altid bero på konkret vurdering.
2. Nye mobilmaster og -antenner skal placeres og udformes så de bedst muligt indgår i en samlet digital infrastruktur i kommunen, herunder fælles udnyttelse af strukturer med plads til alle operatører. Eksisterende og nye master skal kunne anvendes af flere operatører, jf. mastelovens regler herom.
3. Nye mobilmaster og -antenner skal placeres og udformes så de indpasses bedst muligt i bybilledet og landskabet.
4. Teknisk udstyr skal så vidt muligt etableres i eksisterende bygninger. Nye teknikhuse og teknikskabe skal placeres og udformes så de indpasses bedst muligt i bybilledet og landskabet.
5. Ved etablering af nye mobilmaster og -antenner skal der tinglyses krav om fjernelse af masten og tilhørende anlæg senest ½ år efter ophør af anlæggets anvendelse til telekommunikationsformål.
6. Opstilling af mobilmaster skal endvidere ske under hensyntagen til overordnede [Energianlæg](https://kommuneplan2025.dk/MOLIRIPAGE/29d77a85-0179-4d34-8e17-c769cd8c5742 "Energianlæg").

###

                                    Forbudszonen

Forbudszonen
fremgår af retningslinjekortet.

1. I forbudszonen må der som
udgangspunkt ikke opstilles nye mobilmaster og -antenner. Dog kan der placeres
antenner på eksisterende master og højde konstruktioner.

###

                                    Redegørelse Digital Infrastruktur

#### **Formål med retningslinjerne**

Formålet med retningslinjerne er at
kommunikere så klart som muligt til borgere, teleselskaber og andre
interesserede, om mulighederne for at etablere digital infrastruktur i
kommunen. Derfor er kommunen inddelt i en forbudszone og en planlægningszone.
Forbudszonen omfatter områder med landskabsfredninger, strandbeskyttelseslinje,
fortidsmindebeskyttelseslinje, kirkebyggelinje, skove, naturbeskyttelse,
mølleomgivelser samt kirkeomgivelse, da disse områder er vurderet sårbare
overfor mobilmaster og -antenner. I forbudszonen er det derfor som udgangspunkt
ikke tilladt at opstille mobilmaster og -antenner. Planlægningszonen omfatter
alle øvrige arealer. Her er det som udgangspunkt tilladt at planlægge for og etablere
mobilmaster og -antenner. Det er dog en forudsætning, at der i hvert enkelt
tilfælde foretages en konkret vurdering, som sikrer hensyntagen til natur,
kultur og landskabelige interesser samt værdifulde byrum og arkitektur.

### **Målsætning**

Det er en statslig og kommunal
interesse, at der er god internet- og mobildækning i hele landet. Regeringens
telepolitik hviler på en aftale fra 2021. Den 21. december 2021 indgik
partierne bag teleforliget fra 2018 en ny telepolitisk aftale, som bekræfter,
at Danmark fortsat skal have den bedste europæiske udrulning og de bedste
telepolitiske rammer for anvendelsen af digital infrastruktur. Det fulgte af
den hidtidige målsætning, at alle boliger og virksomheder senest i 2020 skulle
have adgang til en bredbåndsforbindelse med en hastighed på mindst 100 Mbit/s
download samt 30 Mbit/s upload. Det indgik endvidere i den hidtidige
målsætning, at der etableres god mobildækning i hele landet. Med den
telepolitiske aftale fra 2021 udvides målsætningen til at alle boliger og
virksomheder i 2025 skal have adgang til minimum 100/30 Mbit/s. Derudover skal
98 pct. af alle boliger og virksomheder i 2025 være dækket med en
infrastruktur, der kan levere 1 Gbit/s i downloadhastighed.

### **Administrativ praksis**

Kommunen finder det hensigtsmæssigt at
skelne mellem de muligheder som love og regler giver, og de holdninger som
kommunen har til forskellige områder i kommunen. Der er f.eks. stor forskel på
holdningen til en placering i et værdifuldt kulturmiljø og en placering i et
erhvervsområde med tekniske anlæg, selvom love og regler i udgangspunktet måtte
give de samme muligheder eller begrænsninger. Hensigten med at formulere en
administrativ praksis er at give mulighed for en fokuseret og koordineret
planlægning og prioritering af forbedringer af den digitale infrastruktur,
f.eks. opstilling af nye master. Den administrative praksis giver borgere og
andre interesserede oplysninger, om kommunens grundlag for behandling af
enkeltsager.

Rammerne for behandlingen af konkrete
enkeltsager afgøres af lovgivningen for det aktuelle område, f.eks.
lokalplanernes principper, som sætter grænser for kommunens muligheder for at
meddele dispensationer.

**Eksisterendelovgivning definerer mulighederne for etablering af mobilmaster og -antenner:**

- Det er umiddelbart tilladt
     at etablere mobilmaster og -antenner i områder omfattet af lokalplaner,
     der konkret giver mulighed herfor, og forudsat at det ikke er i strid med
     anden lovgivning.
- Der vil være gode
     muligheder for at opnå tilladelser og/eller dispensationer til etablering
     af mobilmaster og -antenner i områder med lokalplaner, som indirekte (dvs.
     hvor en lokalplan hverken har bestemmelser som konkret muliggør opsætning
     af master, men omvendt heller ikke har bestemmelser der udelukker det)
     giver mulighed for etablering af digital infrastruktur eller lignende
     formål, samt i byzone uden lokalplaner og i dele af landzonen uden
     beskyttelseshensyn.
- Hvor lokalplaner og
     byplanvedtægter ikke indeholder bestemmelser om mobilmaster og -antenner
     er kommunen principielt positiv overfor nødvendige dispensationer til
     placering, højde og udformning, forudsat at kommunen har den fornødne
     dispensationskompetence og forudsat, at det er foreneligt med
     konkrete hensyn til f.eks. naboer, kulturværdier, landskabsværdier og
     naturværdier.

- Det
er umiddelbart ikke muligt at etablere mobilmaster og -antenner i områder, hvor
kommunen ikke kan give dispensation fra lokalplaner, samt i områder med
landskabsfredninger, strandbeskyttelseslinje, fortidsmindebeskyttelseslinje,
kirkebyggelinje, skove og naturbeskyttelse, samt kirke- og mølleomgivelser.

**Kommunensholdning til opstilling af mobilmaster og -antenner:**

- Kommunen er positiv
     overfor, at der kan opsættes nye mobilmaster og -antenner på kommunalt
     ejede arealer og bygninger.
- Kommunen ser gerne, at nye
     mobilmaster og -antenner så vidt muligt placeres, hvor der allerede er
     eksisterende master og/eller høje bygninger, i erhvervsområder og områder
     til tekniske anlæg, på arealer tæt ved jernbane og motorveje eller
     højspændingsledninger. Eksisterende master fremgår af retningslinjekortet.
- Kommunen er positiv
     overfor, at der kan opsættes mobilmaster og -antenner i områder udlagt til
     centerformål.
- Kommunen indgår gerne i en
     dialog om mulighederne for at opsætte nye mobilmaster og -antenner i
     boligområder, samt i områder der i kommuneplanen er udpeget som
     beskyttelsesområder for landskabsværdier og naturværdier. Kommunens
     holdning til sagen vil være afhængig af mange konkrete hensyn, samt af
     placering, udformning, mv.

- I
den del af landområdet, som er udlagt til planlægningszone, er kommunen som
udgangspunkt positiv overfor, at der kan opsættes nye mobilmaster og
-antenner.

**Den videre planlægning**

Fredensborg Kommune har en ambition om,
at der skal være adgang til mobiltelefoni og mobildata for alle borgere og
virksomheder i Fredensborg Kommune – uanset bopæl, eller hvor man færdes i
kommunen. Der skal derfor være fuld mobildækning i hele kommunen.

**Andre myndigheder**

Digitaliseringsstyrelsen

**Lovgrundlag**

Planloven
