---
title: "Geologi"
date: "2026-02-17"
created: "2026-02-17"
---

[Hjem](https://kommuneplan2025.dk/)

                    [Retningslinjer](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer)

                    [Natur og Landskab](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer/natur-og-landskab)

                [Geologi](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer/natur-og-landskab/geologi)

# Geologi

De særprægede geologiske formationer
udgør en væsentlig landskabelig værdi og skal derfor beskyttes, så de fremstår
synlige.

 Geologisk værdifulde områder har stor betydning for vores oplevelse af
og forståelse for landskabets oprindelige dannelse.

## Læs mere

###

                                    Beskyttelse af geologiske værdier

Beskyttelsesområderne
for geologiske værdier fremgår af retningslinjekortet.

1. Inden for de udpegede
beskyttelsesområder må der ikke inddrages arealer til byudvikling,
friluftsanlæg, skovrejsning, råstofindvinding og jorddeponering, hvis det
forringer den geologiske værdi eller muligheden for at styrke eller genoprette
værdien. Eventuelle ændringer skal være begrundet i væsentlige samfundsmæssige
hensyn, og må ikke forringe oplevelsen af de geologiske værdier.
2. Indenfor områder udpeget som
nationalt geologisk interesseområde eller regionalt interesseområde må der
som udgangspunkt ikke terrænreguleres mere end +/- 0,5 m.
3. Inden for beskyttelsesområderne
må der som hovedregel ikke planlægges eller gennemføres byggeri og anlæg ud
over det, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af landbrug, skovbrug
og fiskeri. Bygninger og anlæg inden for beskyttelsesområder skal placeres
og udformes med hensyntagen til bevaring og beskyttelse samt mulighed for
forbedring af de geologiske værdier.
4. Inden for beskyttelsesområderne
skal der generelt tilstræbes størst mulig adgang og mulighed for oplevelse og
forståelse af de geologiske værdier. Den almene adgang kan dog begrænses inden
for områder, der er særligt sårbare.

###

                                    De enkelte delområder

**Nationalt geologisk interesseområde: 225 – Nivå**

1. De dynamiske kystprocesser ved
Nivå-bugten skal så vidt muligt forløbe uhindret.

**Regionalt geologisk interesseområde: 225 – Nivå**

1. Eksisterende profiler i
Nivå-leret skal så vidt muligt holdes åbne og tilgængelige.
Ligesom landskabet omkring den tidligere stenalderfjord i Nivå-dalen og i
Langstrup Mose så vidt muligt skal holdes åbent.

**Regionalt geologisk interesseområde: 420 – Karlebo**

1. Dødislandskabet omkring
landsbyen Karlebo med fladbakker, deres indbyrdes overgange og sammenhæng må
ikke sløres.

1. Eksisterende lerprofiler i
leraflejringerne ved Donse Dam i Tokkekøb Hegn skal så vidt muligt holdes åbne
og tilgængelige.

###

                                    Redegørelse Geologi

#### **Formål med retningslinjerne**

Formålet med retningslinjerne er at
bevare de områder og lokaliteter, hvor der er særlig mulighed for at opleve landskabets
geologi og dannelse.

### **Geologiske interesseområder**

Udpegningen baserer sig på data stillet
til rådighed af Miljøstyrelsen. Herudover har Fredensborg Kommune valgt at
medtage terrænskrænter som lokale interesseområder for geologi.

**Nationaltog regionalt geologisk interesseområde nr. 225 – Nivå**

Landskabet og aflejringerne i Nivå området illustrerer tre
faser af Øresundskystens udvikling fra slutningen af istiden frem til i dag. I
istidens slutning blev teglværksleret ved Nivå aflejret i en isfyldt havbugt i
det nordlige Øresund. Under stenalderhavets høje vandstand trængte saltvand ind
i Nivå-dalen, hvor Langstrup Mose blev en lavvandet
brakvandsfjord. Talrige bopladser fra denne tid er påvist ved fjordens
kyster. Stenalderfjorden er et værdifuldt landskabselement og har et betydeligt
forskningspotentiale i samspillet mellem arkæologi og geologi.

Den nuværende kyst i bunden af Nivå
Bugt er under udvikling mod en barrierekyst svarende til situationen ud for
Vallensbæk-dalen før anlægget af Køge Bugt Strandpark. Nivåbugten er
typelokalitet for flade østvendte kyster i Danmark med begrænsede mængder af
løse materialer og lav bølgeenergi.  Bugten er tillige Sjællands eneste
kyst af denne type.

**Regionaltgeologisk interesseområde nr. 420 – Karlebo** ****Omkring Karlebo findes en gruppe fladbakker omgivet af et
småbakket morænelandskab. Størst er grusbakken Smidsbjerg med en højde på 58
meter o.h. En gruppe sammenvoksede fladbakker ved Karlebo Kirke er derimod
opbygget af smeltevandsler. Bakkerne er aflejret i forbindelse med
afsmeltningen af Den Ungbaltiske Is. Ved Donse Dam i det nærliggende Tokkekøb
Hegn findes der profiler i tilsvarende senglaciale, stenfri leraflejringer. De
store fladbakker er fremtrædende landskabselementer, der tydeligt afspejler
deres oprindelse som issøaflejringer. De tilknyttede leraflejringer illustrerer
bl.a. sedimenternes råstofpotentiale.

**Lokalegeologiske interesseområder**

Flere steder i kommunen er karakteriseret ved forløb af
markante terrænskrænter. Terrænskrænterne giver et markant landskab og rummer
naturmæssige værdier i kraft af deres tørre miljø. Skrænterne ønskes fastholdt
som et karakteristisk træk i det åbne land.

### **De geologiske værdiers sårbarhed**

Områder med geologiske interesser er
især sårbare over for visuelle ændringer, som fjerner eller slører landskabets
oprindelige former. Det drejer sig først og fremmest om ødelæggelse ved
bortgravning, råstofindvinding eller terrænreguleringer og jorddeponering mv.,
som ændrer karakteristiske oprindelige landskabsformer. Men de geologisk
værdifulde områder er også sårbare over for dominerende eller forstyrrende
bebyggelse og anlæg, tilplantning med skov, juletræskultur o.lign., naturlig
tilgroning med krat og træbevoksning, samt dræning, der ændrer
jordlagsstrukturen.

### **Hensyn til de geologiske værdierne**

Inden for de udpegede geologiske
beskyttelsesområder må der som hovedregel kun opføres bygninger og nye anlæg,
der er erhvervsmæssigt nødvendige for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri,
eller bygninger og anlæg, som ikke slører eller forringer oplevelsen af de
særlige landskabsdannelser. Der kan normalt ikke gives tilladelse til
råstofgravning, terrænregulering eller større beplantninger. En analyse ud fra
de særlige og karakteristiske geologiske landskabstræk, terrænforhold og
udsigtsforhold bør indgå i den konkrete vurdering af placering og udformning af
evt. nye bygninger, anlæg eller andre indgreb, så de ikke virker dominerende
eller forstyrrende. I råstofindvindingsområder bør der så vidt muligt som led i
råstofgravningen og efterbehandlingen løbende efterlades og vedligeholdes
geologiske profiler, så istidens dannelsesprocesser og lagserier kan studeres.

**Nationaltog regionalt geologisk interesseområde nr. 225 – Nivå**

- Det vil være værdifuldt, at de
få eksisterende profiler i Nivå leret holdes åbne og tilgængelige.
- Det er vigtigt, at landskabet
omkring den tidligere Stenalderfjord i Nivå Dalen og Langstrup Mose fastholdes
åbent.
- Det skal tilstræbes, at de
dynamiske kystprocesser i Nivåbugten, fx erosion, pålejring og periodiske
oversvømmelser, kan forløbe uhindret.

**Regionalt geologisk interesseområde nr. 420 – Karlebo**

- Det er vigtigt, at
dødislandskabet med fladbakkerne, deres indbyrdes overgange og sammenhæng ikke
sløres, men fremtræder klart.
- Det er værdifuldt med profilet
i leraflejringerne.

**Den videre planlægning**

Lokalplanlægning og
landzoneadministration indenfor beskyttelsesområderne for geologiske værdier
bør sikre, at oplevelsen af de geologiske værdier ikke sløres.

**Andre myndigheder**

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og
Vandmiljø er ansvarlig myndighed for, at kommuneplanerne indeholder
retningslinjer, der bidrager til at sikre indbyrdes overgange og sammenhænge i
de værdifulde geologiske områder, herunder beliggenheden af de nationale
geologiske interesseområder og de nationale kystlandskaber.

**Lovgrundlag**

Planloven § 11 a, stk.1 nr. 17

Planlovens landzonebestemmelser

Fredensborg Kommune har efter planloven
ansvaret for i kommuneplanen at udpege områder i landområdet, som rummer
beskyttelsesinteresser på grund af særlige landskabs-, natur- og kulturværdier.
Desuden skal Fredensborg Kommune fastlægge retningslinjer, der sikrer
værdierne.

Fredensborg Kommune har endvidere
ansvar for i overensstemmelse med planloven at sikre landområdets
bevaringsværdier, f.eks. bebyggelse, landskabstræk og natur gennem kommune- og
lokalplanlægning samt landzoneadministration.
