---
title: "Koloni- og nyttehaver"
description: "Koloni- og nyttehaver KP25"
date: "2026-02-17"
created: "2025-02-05"
---

[Hjem](https://kommuneplan2025.dk/)

                    [Retningslinjer](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer)

                    [Fritid](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer/fritid)

                [Koloni- og nyttehaver](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer/fritid/koloni-og-nyttehaver)

# Koloni- og nyttehaver

Kolonihaver defineres som alle
havekolonier, hvor der er mulighed for at opføre en bygning til eventuelt dag-
og natophold eller redskabsskur. Kolonihaver opdeles i overnatningshaver og
daghaver (nyttehaver o.lign.). Koloni- og nyttehaver skal give mulighed for, at
beboere i de tæt bebyggede byområder får mulighed for rekreation i
fritiden.

## Læs mere

###

                                    Kolonihaver

Eksisterende og planlagte kolonihaver
fremgår af retningslinjekortet.

1. I de ubebyggede
kolonihaveområder kan der etableres kolonihaver. Kolonihaver skal indpasses
under hensyntagen til landskabs-, kultur- og naturværdier. Tilladelse til
etablering af kolonihaver vil altid bero på en konkret vurdering i forhold til
det konkrete sted.
2. Kolonihavelodder må max være 400
m^2^ og må ikke anvendes til helårsbeboelse.

###

                                    Nyttehaver

Eksisterende og planlagte nyttehaver
fremgår af retningslinjekortet.

1. Der kan etableres nyttehaver i
udpegede nyttehaveområder, samt indenfor eksisterende boligområder og i
tilknytning til institutioner, på baggrund af en konkret vurdering af antal og
placering i hvert enkelt tilfælde.
2. Nyttehaver må ikke bebygges med
individuelle skure på det enkelte havelod. Fællesfaciliteter kan normalt
tillades, såfremt de ikke kan etableres i tilknytning til de nærliggende
institutioner eller andre fælles faciliteter i boligområderne.
3. Nyttehaver i Fredensborg Bypark
må max være 200 m^2^ og skal omkranses af levende hegn. Nyttehaverne
skal indpasses under særligt hensyn til områdets landskab, parkkarakter og den
almene tilgængelighed.

###

                                    Redegørelse Koloni- og Nyttehaver

#### **Formål med retningslinjerne**

Formålet med retningslinjerne er at
fastholde og forøge antallet af koloni- og nyttehaver, som gør det attraktivt
at bo i byerne, samt fastholde dem som haver, der bidrager til de grønne træk i
og uden for byerne.

### **Planprincip**

Eventuelle nye daghaver (nyttehaver
o.lign.) bør etableres i nærheden af de potentielle brugere, der bor i
byområdernes etageboliger. Nye daghaver bør således indpasses i byområderne og
må derfor indgå i den kommunale planlægning af arealanvendelsen i byområdet.
Overnatningshaver, hvor man kan overnatte i flere dage eller bo om sommeren,
kan placeres længere væk fra boligen, hvis man nemt kan komme dertil med
offentlig transport. Kommuneplanen anvender et princip om, at arealer til nye
overnatningshaver bør placeres i cykelafstand fra en station i Fingerplanens
byfingre. På den måde tages hensyn til, at en væsentlig del af husstandene i
Storkøbenhavn ikke har bil.

Arealer, der er beliggende i en afstand
på op til fire km fra stationer i den ydre del af byfingrene, er
potentielt egnede til nye kolonihaver, medmindre det er uforeneligt med andre
regionale interesser såsom beskyttelsesområder, lavbundsarealer, arealer
reserveret til transportkorridor, råstofgravning el.lign.

Retningslinjerne sigter mod, at nye
kolonihaver i størst muligt omfang integreres i den lokale og regionale grønne
struktur. I Fredensborg Kommune er der bedst mulighed for at indpasse bynære
kolonihaver i en lokal grøn struktur udenfor de regionale friluftsområder i
kystkilerne.

### **Kolonihaver**

Ifølge Planlovens § 11c skal der i
kommuneplanen udlægges bynære arealer til kolonihaver i et antal, der svarer
til bebyggelsesforholdene. I Hovedstadsregionen svarer det til en kommunal
dækningsgrad på to kolonihaver pr. 100 etageboliger.

Det er Fredensborg Kommunes opgave at
udpege konkrete arealer, som kan anvendes til at dække arealbehovet til nye
haver og evt. erstatningshaver, såfremt haver nedlægges. Fingerplanens
bestemmelser om kystkiler og transportkorridor betyder, at de konkrete
muligheder inden for potentielle landzonearealer findes umiddelbart udenfor
byfingrene med de eksisterende grønne kiler.
