---
title: "Centerstruktur"
date: "2026-01-22"
created: "2025-02-04"
---

[Hjem](https://kommuneplan2025.dk/)

                    [Retningslinjer](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer)

                    [By og bolig](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer/by-og-bolig)

                [Centerstruktur](https://kommuneplan2025.dk/retningslinjer/by-og-bolig/centerstruktur)

# Centerstruktur

Kommunens centerstruktur består af
bymidter, bydelscentre, lokalcentre og enkeltstående butikker samt særligt
pladskrævende varer.  Fredensborg, Humlebæk og Nivå har hver en bymidte.
Bymidterne er et omdrejningspunkt for byer og har central og stationsnær
beliggenhed. Kommunen har i 2021 udlagt en ny bymidte i Kokkedal, ved rådhuset
og Cirkelhusgrunden syd for Donse Å. Hertil har kommunen ét bydelscenter i
Kokkedal – Holmegårdscentret.

## Læs om centerstuktur

###

                                    Centerstruktur

Afgrænsningen af centerområder fremgår af
retningslinjekortet.

1. Kommunens centerstruktur består
af:

- Bymidter
- Bydelscentre
- Lokalcentre og enkeltstående lokalbutikker
- Områder til særligt pladskrævende varer

1. Områder til centerformål skal
ligge indenfor byområdet. Det enkelte områdes størrelse skal modsvare dets
funktion, opland og vækstramme.
2. Områder til centerformål bør
placeres på steder, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, og bør
ligge centralt i forhold til bydelens boligområder.
3. Antallet, størrelsen,
sammensætningen og den indbyrdes placering af områder til centerformål bør
afpasses, så det så vidt muligt sikres, at det enkelte område til centerformål
er levedygtigt.
4. Nye butikker og andre
byfunktioner skal så vidt muligt placeres i bymidter og bydelscentre.
5. Butikker til særligt
pladskrævende varer skal placeres i områder til centerformål eller i særligt
udpegede erhvervsområder, der ligger hensigtsmæssigt i forhold til overordnede
veje og kollektiv trafik.

###

                                    Bymidter

1. Det centrale Fredensborg er udlagt som bymidte.
Det centrale Humlebæk, det centrale Nivå og et område ved rådhuset i Kokkedal er udlagt som bymidter.

###

                                    Bydelscentre

1. Holmegårdscentret i Kokkedal udlægges som bydelscenter.

###

                                    Lokalcentre

1. Følgende områder fastlægges som
lokalcentre:

- Et område ved Humlebækvej / Kongevejen i Fredensborg.
- Et område ved Ny Strandvej / Torpenvej i
Humlebæk.

###

                                    Områder til særligt pladskrævende varer

1. Følgende områder fastlægges til
pladskrævende varer:

- Et område ved Højvangen i Fredensborg.
- Et område ved Præstemosevej i Fredensborg.
- Et område ved Kokkedal Industripark.

I
området ved Højvangen i Fredensborg kan kun ejendomme med et grundareal på
minimum 7.000 m^2^ anvendes til særligt pladskrævende varer.

###

                                    Afgrænsning

1. Bymidter, bydelscentre,
lokalcentre og områder til særligt pladskrævende varer afgrænses som vist på
retningslinjekortet.

###

                                    Rammer for detailhandel

1. Det maksimale bruttoetageareal
til butiksformål fastsættes som angivet i nedenstående tabel. Kokkedal bymidte
er opdelt i en nordlig og sydlig del. Den nordlige del af bymidten refererer
til området nord for Donse Å, mens den sydlige del af bymidten refererer til
området syd for Donse Å.

Samlet / Dagligvare / Udvalgsvare |  | Samlet (m^2^) | Dagligvare (m^2^) | Udvalgsvarer (m^2^) |
| --- | --- | --- | --- |
| Fredensborg Bymidte | 20.000 | - | - |
| Humlebæk Bymidte | 20.000 | - | - |
| Nivå Bymidte | 20.000 | - | - |
| Kokkedal Bymidte Nord | 6500 | 6000 | 500 |
| Kokkedal Bymidte Syd | 26.000 | 1000 | 25.000 |
| Bydelscenter | 5000 | - | - |
| Lokalcenter | 3000 | - | - |

1. For områder til særligt
pladskrævende varer fastsættes følgende maksimale bruttoetageareal til butiksformål:

- 8.000 m^2^ for
området ved Højvangen i Fredensborg.
- 1.300 m^2^ for
området ved Præstemosevej i Fredensborg.
- 3.000 m^2^ for
område ved Kokkedal Industripark 6-8 i Kokkedal.
- 14.500 m^2^ for
område ved Kokkedal Industripark 3-7 i Kokkedal.

1. Det samlede maksimale
bruttoetageareal til butiksformål indbefatter eksisterende butikker og de
resterende byggemuligheder i gældende lokalplaner.

Kommuneplanens
bestemmelser kan dog ikke tilsidesætte retten til at udnytte resterende
byggemuligheder i gældende lokalplaner, uanset at dette medfører en
overskridelse af kommuneplanens samlede maksimale bruttoetageareal til
butiksformål

###

                                    Butiksstørrelser

1. Den maksimale butiksstørrelse
fastsættes til bruttoetagearealet angivet i nedenstående tabel. Efter planloven
kan der tillægges op til 200 m^2^ til personalekantine,
personaletoiletter, personalefitness-faciliteter og personale-pauserum til den
maksimale butiksstørrelse for dagligvarebutikker.

By / dagligvare / udvalgsvare |  | Dagligvare (m^2^) | Udvalgsvarer (m^2^) |
| --- | --- | --- |
| Fredensborg Bymidte | 3500 | 2000 |
| Humlebæk Bymidte | 3500 | 2000 |
| Nivå Bymidte | 3500 | 2000 |
| Kokkedal Bymidte Nord | 5000 | 2000 |
| Kokkedal Bymidte Syd | 250 | 12.000 |
| Bydelscenter | 1500 | 500 |

Den
minimale butiksstørrelse fastsættes til bruttoetagearealet angivet i
nedenstående tabel.

Kokkedal/ dagligvare / udvalgsvare

By / dagligvare / udvalgsvare|  | Dagligvare (m^2^) | Udvalgsvare (m^2^) |
| --- | --- | --- |
| Kokkedal Bymidte Syd | - | 1000\* |

 \*Dog med mulighed for etablering
af op til fire udvalgsvarebutikker på minimum 500 m^2^ og
fire udvalgsvarebutikker på minimum 750 m^2^.

1. I lokalcentre og for
enkeltstående lokalbutikker fastsættes den maksimale butiksstørrelse til 1.200
m^2^ bruttoetageareal inkl. personalefaciliteter.
2. For områder til særligt
pladskrævende varer fastsættes følgende maksimale butiksstørrelser:

- 6.000 m^2^ bruttoetageareal
for Højvangen i Fredensborg.
- 1.300 m^2^ bruttoetageareal
for Præstemosevej i Fredensborg.

1. I butikker, der forhandler
tømmer og byggematerialer kan der etableres et særligt afsnit med varer, der
ikke er særlig pladskrævende, men som anvendes i forbindelse med tømmer og
byggematerialer. Den maksimale størrelse for dette afsnit fastsættes til 2.000
m^2^ bruttoetageareal.

###

                                    Redegørelse centerstuktur

#### **Bymidter**

Fredensborg, Humlebæk og Nivå har hver
en bymidte. Bymidterne ligger stationsnært og har god tilgængelighed for alle
trafikarter. Bymidterne betjener primært det enkelte bysamfund, og kun i mindre
grad øvrige bysamfund i og udenfor kommunen. Kommunen har i 2021 udlagt en ny
bymidte i Kokkedal, ved rådhuset og Cirkelhusgrunden syd for Donse Å. Bymidten
ligger ikke stationsnært, men ligger i tilknytning til det overordnede vejnet
og har god bil- og bustilgængelighed med hyppige afgange til Kokkedal St. Derudover
er bymidten koblet på stinettet i Kokkedal, så der er god tilgængelighed for
gående og cyklister.

I Fredensborg er bymidten i 2008 blevet
udvidet med rådhusgrunden, hvor der siden er opført en større centerbebyggelse.
Behovet for yderligere nybyggeri og omdannelse til butiksformål i Fredensborg
vurderes derfor at være begrænset i planperioden.

I Nivå er igangsat en omfattende
omdannelse af bymidten/centerområdet. Ligeledes er der planlagt for omdannelse
af Humlebæk Bymidte/centerområde, som dog endnu ikke er igangsat.

I Kokkedal består bymidten af en
nordlig og sydlig del som adskilles af Donse Å. I den nordlige del ligger
eksisterende dagligvarebutikker og mindre udvalgsvarebutikker og i den sydlige
del planlægges der for større udvalgsvarebutikker og boliger. Bymidten betjener
primært Kokkedal og i mindre grad den nordlige del af Hørsholm med dagligvarer,
mens bymidten forventes at betjene et større regionalt opland med udvalgsvarer.

### **Bydelscenter**

Kommunen har ét bydelscenter i Kokkedal,
Holmegårdscentret. Holmegårdscentret betjener Kokkedal og ligger centralt i
forhold til bysamfundets boligområder, og der er god tilgængelighed for bløde
trafikanter, da der er direkte adgang fra store boligområder uden, at
trafikerede veje skal krydses. Holmegårdscentret rummer i dag ca. 4.000 m^2^ butiksareal,
og kan udvides til ca. 6.000 m^2^ indenfor
rammerne af den gældende lokalplan. De ca. 2.000 m^2^ som
centeret kan udvides med er fordelt på 3 forskellige byggefelter. Den maksimale
tilladte butiksstørrelse er i lokalplanen fastsat til 3.000 m^2^ for
dagligvarebutikker og 1.500 m^2^ for
udvalgsvarebutikker.

### **Lokalcentre**

Fredensborg og Humlebæk har hver et
lokalcenter, hhv. Humlebækvej/Kongevejen i Fredensborg og Ny
Strandvej/Torpenvej i Humlebæk. Sidstnævnte ligger i tilknytning til bymidten i
Humlebæk og har med sin stationsnære placering god tilgængelighed for alle trafikarter.
Lokalcentret i Fredensborg ligger i tilknytning til større veje og er koblet på
stisystem for gående og cyklister. Lokalcentrene betjener dele af de bysamfund,
som de ligger i.

### **Områder til særligt pladskrævende varer**

Der er udlagt et område til særligt
pladskrævende varer ved Højvangen i Fredensborg. Højvangen ligger i tilknytning
til lokalcentret i Fredensborg. Der er udarbejdet en lokalplan for del af
området som muliggør pladskrævende butikker. Der er endvidere udlagt to områder
til pladskrævende butikker ved Kokkedal Industripark i Kokkedal. Der er
udarbejdet lokalplaner for hhv. Kokkedal Industripark 3-7 og 6-8, der muliggør
pladskrævende butikker.

### **Detailhandel**

Cowi har i 2020 gennemført en analyse
af detailhandlen i Fredensborg Kommune. Analysen i sin helhed har været
offenbtliggjort i forbindelse med vedtagelsen af et tematillæg til
kommuneplanen om detailhandel i 2021. Der er 89 butikker i Fredensborg Kommune.
Heraf er 39 dagligvarebutikker, 12 er beklædningsbutikker, 23 er øvrige
udvalgsvarebutikker og 15 er butikker med særligt pladskrævende varegrupper
(SPV). Antallet af butikker er steget en smule i perioden 2014 – 2019 da der i
2014 var 85 butikker i kommunen.

Tabel butikker og butiksareal | **Butikker og butiksareal i 2019 (antal  / bruttoetageareal i m** **^2^** **)** |
| --- |
|  | **Dagligvarer** | **Beklædning** | **Øvrige udvalgsvarer** | **SPV** | **I alt** |
| **Fredensborg** | 14 / 5800 | 6 / 750 | 13 / 3050 | 5 / 4950 | 38 / 14.550 |
| **Humlebæk** | 13 / 4700 | 4 / 700 | 6 / 800 | 2 / 1650 | 25 / 7850 |
| **Nivå** | 5 / 1100 | 2 / 400 | - | 2 / 1950 | 9 / 3450 |
| **Kokkedal** | 7 / 4900 | - / 550 | 4 / 2950 | 6 / 10.100 | 17 / 18.450 |
| **I alt** | 39 / 16.500 | 12 / 2400 | 23 / 6750 | 15 / 18.650 | 89 / 44.300 |

Den samlede omsætning i Fredensborg Kommune var ca. 1,1 mia. kr. i 2018 fordelt
med ca. 825-840 mio. kr. på dagligvarer og ca. 250-270 mio. kr. på
udvalgsvarer. Detailhandlen i oplandet til Fredensborg står for størstedelen af
udvalgsvareomsætningen i kommunen, mens dagligvareomsætningen er mere ligeligt
fordelt.

Tabel Omsætning fordelt på bysamfund | **Omsætning i 2018 (ca. mio. kr.)** |
| --- |
|  | **Dagligvarer** | **Beklædning** | **Øvrige udvalgsvarer** | **I alt** | **Andel** |
| **Fredensborg** | 265-275 | 100-120 | 375-385 | 35 % |
| **Humlebæk** | 205-215 | 35-45 | 245-255 | 25 % |
| **Nivå** | \* | \* | \* | 65-75 | 5 % |
| **Kokkedal** | 295-305 | 85-95 | 385-395 | 35 % |
| **I alt** | 825-840 | 50-60 | 200-210 | 1085-1095 | 100 % |

\* Kan ikke oplyses af
anonymitetshensyn. Omsætningen i Føtex er fordelt på hovedbrancher. Øvrig
udvalgsvareomsætning i butikker med SPV indgår i tabelle.

NB. Tabellen angiver omsætning ekskl. omsætningen i forhandlere af
motorkøretøjer i Fredensborg Kommune i 2018 fordelt på hovedbrancher og
oplande.

### **Handelsbalancen**

Handelsbalancen er udtryk for, hvor
stor en andel af borgernes samlede udvalgsvareforbrug handlen udgør.
Handelsbalancen beregnes ved at dividere omsætningen i detailhandlen i oplandet
med forbruget fra borgere bosiddende i oplandet. En handelsbalance over 100 %
udtrykker, at detailhandlen tiltrækker kunder udefra, mens en handelsbalance på
under 100 % udtrykker, at oplandet er underforsynet. I detailhandelsanalysen er
handelsbalancen for såvel Fredensborg Kommune som de omgivende kommuner
vurderet.

Handelsbalancen ekskl. nethandel for
Fredensborg Kommune er ca. 47 %. Handelsbalancen for dagligvarer er ca. 63 %,
mens handelsbalancen for udvalgsvarer er 26 %. Tallene fortæller, at en meget
stor del af kommunens borgere foretager deres indkøb i andre kommuner i
regionen, primært Hørsholm, Hillerød, Helsingør, Lyngby og
København.

Tabel Handelsbalancer fordelt på bysamfund | **Handelsbalancer i ca. % 2018** |
| --- |
|  | **Dagligvarer** | **Udvalgsvarer** | **I alt** |
| **Fredensborg** | 75 | 40 | 60 |
| **Humlebæk** | 65 | 15 | 45 |
| **Nivå** | 10-20 | 10 | 10-20 |
| **Kokkedal** | 80 | 30 | 60 |
| **I alt** | 64 | 26 | 47 |

Handelsbalancer i Fredensborg Kommune i
2018 fordelt på dagligvarer og udvalgsvarer & oplande . Nethandlen
er trukket ud af forbrugsgrundlaget i beregningen af handelsbalancerne.

I
analysen vurderer Cowi, at handelsbalancen i Hørsholm Kommune i 2019 for
dagligvarer var 96 % og for udvalgsvarer 125 %. For Helsingør Kommunen var
handelsbalancen samme år 119 % og 123 % for hhv. dagligvarer og udvalgsvarer. I
Hillerød Kommune var den 114 % for dagligvarer og 149 % for udvalgsvarer.

### **Forbrugsgrundlag og arealbehov**

Vurderingen af behovet for yderligere
areal i Fredensborg Kommune er foretaget i detailhandelsanalysen fra 2020, og
kan i hovedtræk beskrives ved:

- En vækst i forbruget som i
     perioden frem til omkring 2007, hvilket betyder vækst i forbruget af både
     dagligvarer, beklædning og øvrige udvalgsvarer.
- At væksten i nethandlen
     bliver mindre markant.
- At dagligvarehandlen i
     Fredensborg Kommune erobrer markedsandele.
- At beklædningsbutikker
     øger deres markedsandel lidt.
- At handel med øvrige
     udvalgsvarer i Fredensborg Kommune erobrer markedsandele som følge af en
     større udbygning, så der vil være balance mellem omsætning og forbrug.
- At omsætningen pr. m² er
     konstant i den eksisterende detailhandel og nye dagligvarebutikker, men
     højere i nye udvalgsvarebutikker.
- At indbyggertallet stiger
     jf. befolkningsprognose 2020.
- En større udvikling af
     detailhandlen særligt inden for øvrige udvalgsvarer frem til 2031.
- At nethandlen med
     dagligvarer fortsat ikke får et gennembrud, og at ude-spisningen kun
     tiltager i begrænset grad.

- At væksten i nethandlen med
udvalgsvarer fortsætter, men at vækstraten i nethandlen med udvalgsvarer
aftager.

### **Areal til udvalgsvarebutikker**

Beregningerne i detailhandelsanalysen
viser, at der samlet set vil der blive behov for en udvidelse af butiksarealet
med op mod ca. 30.000 m² til udvalgsvarebutikker og butikker med særligt
pladskrævende varegrupper under ét ekskl. forhandlere af motorkøretøjer.

For det fremtidige regionale opland kan
der beregnes en handelsbalance for udvalgsvarer på ca. 54 % i dag. Det
vurderes, at udbygningerne de øvrige steder i regionen i kombination med
udbygningen i Kokkedal bymidte, samlet set medføre en handelsbalance på ca. 82
%. Handelsbalancen på ca. 82 % udtrykker, at der vil være bedre balance mellem
omsætning og forbrug i oplandet med den påtænkte udbygning, men at der fortsat
vil være et underskud på handelsbalancen.

### **Areal til butikker med særligt pladskrævende varer**

Det er forbundet med stor usikkerhed at
anslå et forventet arealbehov til nye butikker, der forhandler særligt
pladskrævende varegrupper. Butikkerne med særligt pladskrævende varegrupper i
Fredensborg Kommune står for godt 1/3 af den øvrige udvalgsvareomsætning i
kommunen. Det vurderes på den baggrund, at i størrelsesordenen 1/3 af behovet
for yderligere øvrige udvalgsvarebutikker i vil kunne imødekommes i form af
butikker med særligt pladskrævende varegrupper, der også sælger øvrige
udvalgsvarer.

### **Areal til dagligvarebutikker**

Indbyggertallet i dagligvareoplandet,
forventes at stige fra ca. 47.000 borgere til ca. 47.725 borgere i perioden
2019-2031. Med før oplistede forudsætninger vil det resultere i en stigning på
i størrelsesordenen 100 mio. kr. i det årlige for-brugsgrundlag for dagligvarer
svarende til et behov for yderligere areal til dagligvarebutikker på ca. 2.100
m².

### **Sammenhæng med kommuneplanens målsætninger**

Formålet med retningslinjer for
centerstrukturen er:

- At sikre et varieret
     butiksudbud i kommunens bysamfund ved at fastholde kommunens overordnede
     detailhandelsstruktur.
- At sikre, at så mange nye
     butikker og andre byfunktioner som muligt placeres i bymidterne, hvor der
     er god tilgængelighed også for borgere uden bil.
- At sikre at butikker med
     særligt pladskrævende varer, som ikke kan indpasses i bymidterne, samles i
     enkelte centrale og let tilgængelige erhvervsområder. Hermed skabes også
     ny aktivitet på ekstensivt udnyttede erhvervsejendomme. For at undgå
     drypvis udflytning af små sunde virksomheder fastsættes en
     minimumsstørrelse for ejendomme til butiksformål på 7.000 m² ved Højvangen
     i Fredensborg. Fremadrettet vil det betyde, at mindre ukoordinerede
     projekter undgås, da man skal op på et vist volumen for at kunne gennemføre
     yderligere butiksprojekter.

Planlægningen sikrer, at butikker
primært placeres i tilknytning til de eksisterende byfunktioner i form af
dagligvarebutikker, udvalgsvarebutikker, privat og offentlig service mv., hvor
der er i forvejen, er kundestrømme og god tilgængelighed for de forskellige
trafikarter. Placeringerne i tilknytning til boligområder medfører et lokalt
kundegrundlag. Bymidternes geografiske udstrækning og den arealramme til
detailhandelsformål de indeholder, er afstemt med bymidternes funktion og
forbrugsgrundlaget i oplandet.

Etableringen af den nye bymidte i
Kokkedal giver mulighed for indpasning af arealkrævende butikker, som f.eks.
visse typer af butikker med særligt pladskrævende varegrupper, hvilket kan
bidrage til at understøtte kommuneplanens målsætning om at undgå "ukoordinerede"
og "drypvise" projekter. Den nye udvalgsvarehandel i Kokkedal bymidte
forventes i høj grad at ville supplere den eksisterende udvalgsvarehandel i
Kokkedal og Hørsholm, mens muligheden for udvidelse af dagligvarehandlen vil
bidrage til lokalområdets forsyning. Den nye detailhandel i Kokkedal vil derfor
samlet set bidrage til et mere varieret butiksudbud.

### **Sammenhæng med kommuneplanens hovedstruktur**

Kokkedal, Nivå og Humlebæk er
beliggende i området, der i Fingerplanen er udpeget som det ydre storbyområde,
mens Fredensborg er beliggende i det øvrige storbyområde. Kommuneplanen
fastlægger, at Fredensborg Kommunes bystruktur, med fire nogenlunde lige store
bysamfund, skal fastholdes.

Kommuneplanen fastlægger desuden, at
byudviklingen skal ske indenfor et klart afgrænset byområde, der fastholdes i
hele planperioden. Den klare grænse mellem by og land skal fortsat opretholdes,
og ny spredt bymæssig bebyggelse, dvs. byzoneudlæg, i det åbne land skal
undgås. Byudviklingen skal ske i overensstemmelse med Fingerbystrukturen, der
udgør den grundlæggende del af den regionale hovedstruktur i
hovedstadsregionen. Dette indebærer, at byudviklingen overvejende skal finde
sted indenfor eller i tilknytning til Fingerbyen. Samtidig skal kommunecentrene
være udgangspunkterne for den byudvikling, der skal sikre lokale
udviklingsmuligheder også i det øvrige hovedstadsområde.

Placeringen af bymidter, bydelscenter
og lokalcentre er i overensstemmelse med disse overordnede målsætninger for
byudviklingen. Med udpegningen i 2021 af en bymidte i Kokkedal, har kommunen
fået en centerstruktur, hvor Kokkedal er mere ligeværdig med de tre øvrige byer
i Fredensborg Kommune. Samtidig sikrer minimumsbutiksstørrelsen i Kokkedal
bymidte syd, at den nye detailhandel så vidt muligt supplerer detailhandlen i
de øvrige byer.

### **Den videre planlægning**

For at udnytte den forøgede detailhandelsramme i den nye bymidte i Kokkedal, som blev muliggjort med revision af Fingerplan 2019 og efterfølgende udlagt i Kommuneplan 2021, er blevet udarbejdet en lokalplan for området. Der har efterfølgende været ønske fra investorer om et ændret plangrundlag.

### **Andre myndigheder**

Staten er myndighed i forhold til dele
af planlovens bestemmelser om detailhandel samt landsplandirektiv for
detailhandel i hovedstadsområdet. Se mere i afsnittet ”lovgrundlag”.

### **Lovgrundlag**

Planlovens detailhandelsbestemmelser og
landsplandirektiv for detailhandel i hovedstadsområdet.

I planlovens detailhandelsbestemmelser
fastsættes det, at arealer til butiksformål skal udlægges i bymidter, og at der
kan udlægges arealer til butiksformål i bydelscentre i byer med over 20.000
indbyggere.

Med landsplandirektivet omsættes
planlovens generelle detailhandelsbestemmelser til de særlige forhold der gør
sig gældende i hovedstadsområdet. Direktivet følger strukturen i fingerplanens
4 delområder: Indre storbyområde (håndfladen), ydre storbyområde (byfingre),
grønne kiler og øvrige hovedstadsområde.

Direktivet fastlægger den overordnede
placering bymidter i det ydre storbyområde. Det maksimale bruttoetageareal til
butiksformål i bymidter og bydelscenter fastsætter kommunen selv i
kommuneplanen. Der kan ikke udlægges bydelscenter i det øvrige hovedstadsområde.

Humlebæk, Nivå og Kokkedal er byer i
”Helsingør-fingeren” i det ydre storbyområde, med både bymidter og mulighed for
bydelscenter. Fredensborg er en by i det øvrige hovedstadsområde med en
bymidte, men uden mulighed for et bydelscenter.
